2-årig gruppeanalytisk uddannelse i organisation og ledelse (GOL)

Adgangsgivende til 1-årig GOL-overbygning

Har du som leder eller organisationskonsulent interesse i at udvikle dine kompetencer i at lede og udvikle grupper? Ønsker du at forstå og håndtere gruppedynamiske processer og styrke din evne til at tænke under pres? Ønsker du at udvikle disse kompetencer, der har afgørende betydning for at understøtte en velfungerende og udviklende arbejdsplads?  

Så er den gruppeanalytiske uddannelse (GOL) noget for dig.  

Uddannelsen sætter dig bedre i stand til at forstå og håndtere bevidste og ubevidste, rationelle og irrationelle processer i grupper ud fra et gruppeanalytisk og systemteoretisk grundlag. Uddannelsen er funderet i en lang tradition med et solidt teoretisk fundament. Dette kombineres med supervision og egenterapi (personligt udviklingsarbejde), hvor din fleksibilitet og rummelighed trænes. Herved øger du din bevidsthed om de roller, du tager og får i organisationer. Uddannelsen giver dig redskaber til at undersøge, forstå og udvikle rammer og vilkår for din organisation. Der er fokus på deltagernes egne aktuelle organisatoriske udfordringer og dilemmaer – fx ved at sætte fokus på din rolle og funktion, organisationens grænsefænomener og håndtering af konflikter og organisatoriske forandringsprocesser.  

 

Målgruppe: Uddannelsen henvender sig til ansatte i ledelsesfunktioner og til HR- og organisationskonsulenter indenfor private og offentlige virksomheder samt andre nøglepersoner, der kontinuerligt arbejder med grupper og med udvikling af organisationer.

Udbytte: Deltagerne får indsigt i organisationspsykologisk og gruppeanalytisk teori og metode som grundlag for at kunne forstå og arbejde med dynamiske kræfter i individ, gruppe og organisation. Gennem uddannelsen skærpes din fornemmelse for, hvad der er på spil i grupper, mellem grupper og i organisationer. Du bliver bedre til at bevare roen, overblikket og autoriteten, når du er under pres. Du udvikler en mere integreret forståelse for, hvordan du kan bruge dine ressourcer mere hensigtsmæssigt, fastholde din handlekraft og gøre dig selv stærkere for gruppens bedste. Ligeledes arbejder du aktivt med din evne til at designe interventioner i grupper til gavn for opgaveløsningen.

En tidligere deltager i programmet siger følgende:”Uddannelsen har været en meget stor hjælp i mit arbejde som leder. Når en arbejdsplads er under pres, fx hvis der mangler ressourcer eller der er konflikter, kan der opstå uhensigtsmæssige dynamikker og adfærd, som jeg nu er blevet meget bedre til at håndtere. Det er også blevet meget tydeligere for mig, hvordan min egen valens på godt og skidt påvirker min adfærd. Det gør det lettere for mig at navigere i hverdagens små og store udfordringer”.

Indhold pr. år: Egenterapi (personligt udviklingsarbejde) i gruppe med op til 8 deltagere (60 timer). Supervision af eget gruppe/organisatorisk arbejde (30 timer). Teoriundervisning i form af seminarer og forelæsninger om gruppeanalytisk og organisationspsykologisk teori og metode samt tilgrænsende emner (45,5 timer). Storgruppe (7,5 timer) og plenum (2 timer). Gruppesammensætning imødekommer Dansk Psykologforenings krav.
Uddannelsens 3. år består fortsat af teori, supervision og terapi. Der vil være større fokus på interventioner i arbejdet med individer, grupper og organisationer. Forudsætningen for at tage den 1-årige overbygning er, at deltagerne i løbet af de første to år har fået en solid forståelse for den organisationspsykologiske og gruppeanalytiske teori.

Lærere:
Psykiatere, psykologer og andre fagpersoner med en gruppeanalytisk og/eller organisationspsykologisk uddannelse. Lærerne er godkendte specialister og supervisorer i de psykiatriske selskaber og Dansk Psykolog Forening.

Kvalificering: Uddannelsen er godkendt at Dansk Psykologforening til en stor del af specialistuddannelsen i arbejds- og organisationspsykologi.
Der udstedes certifikat ved afslutning af den 2-årige GOL- uddannelse. Efter gennemført 3-årig uddannelse, herunder en godkendt skriftlig opgave, udstedes diplom som diplomeret organisationsanalytiker.

Tid og sted: Ni blokke om året bestående af fem torsdage-fredage og fire fredage-lørdage samt en årligt afsluttende fredag. Torsdag-fredag blokke foregår på Hotel GuestApart tæt på Aarhus Universitetshospital (AUH) i Skejby og fredag-lørdag blokke på Psykiatrien AUH i Skejby. Dertil tre sessioner egenterapi online på torsdage. For datoer for blokkene i 2026 -2027 se Årsplan.
For deltagere på GOL-uddannelsen er der krav om deltagelse i minimum en grupperelationskonference i løbet af uddannelsen. Udgiften hertil er ikke inkluderet i kursusafgiften.

 

Start: Torsdag den 3. september 2026.

Pris:
For året 2026 – 2027: kr. 61 500 inkl. egenterapi (personligt udviklingsarbejde). Medarbejdere i Region Midt Psykiatri får rabat på kr. 2000. Tilmelding er bindende for et år ad gangen.

Ansøgningsskema: Downloades fra instituttets hjemmeside og fremsendes i udfyldt stand som vedhæftet fil til info@iga-aarhus.dk

Ansøgningsfrist: Tirsdag den 14. april 2026.
Yderligere oplysninger: Se på: www.iga-aarhus.dk, eller kontakt Trine Lise Berg Østergaard, tlf. 24984641, trioes@rm.dk