- +45 30 22 13 39
- info@iga-aarhus.dk
- Arrangementer
Hvad er gruppeanalyse?
Gruppeanalysen ser individet i en historisk sammenhæng og forankret i samfundet. Den kan beskrives som en kundskabssøgende praksis med grupper som udgangspunkt. Det er i mødet med andre, at vores virkelighedsopfattelse skabes, bestemmes og forandres. Gruppeanalysen bygger på flere forskellige discipliner, overvejende psykoanalytisk teori, og systemteori, men også sociologi, informations- og kommunikations teori og kulturantropologi.
Gruppeanalysen har som psykoanalysen den opfattelse, at psykoterapi skal øge bevidstheden og forståelsen af ubevidste processer. Der fokuseres på, hvordan disse udspiller sig relationelt. Midlet til indsigt og forandring er den frie diskussion og samspillet mellem gruppens medlemmer. Gruppeanalytisk terapi er en terapi af gruppen, i gruppen og ved gruppen. Terapeuten forholder sig analyserende ikke kun til de enkelte medlemmer, men også til det bevidste og ubevidste samspil i gruppen. Terapeuten faciliterer den terapeutiske proces, så det enkelte gruppemedlem har mulighed for at opnå indsigt og kan gennemarbejde uhensigtsmæssige adfærdsmønstre i gruppens kontekst.
S. H. Foulkes (1898 – 1976), stifter af gruppeanalysen
Anne Helene Døssing, lærer ved IGA Aarhus.
Ole Karkov Østergaard, lærer ved IGA Aarhus.
Gruppeanalysens anvendelse i dag
I dag er gruppeanalysens væsentligste virksomhedsområde psykoterapi i små og middelstore grupper. Den henvender sig til mennesker, som på forskellig måde og i forskellig grad lider under konflikter og problemer i tilværelsen med andre, i arbejdslivet eller privat. Gruppeanalysen kan desuden med fordel anvendes som kundskabs- område for personer, som beskæftiger sig med mennesker i deres arbejde og ønsker dybere kundskab og indsigt i samspillet mellem individ, gruppemiljø og samfund (læger, psykologer, psykoterapeuter, sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger med flere).
Et andet gruppeanalytisk virksomhedsområde er organisationer, som satser på at arbejde med samarbejdsrelationer indenfor og imellem forskellige enheder og grupperinger og i forhold til organisationen som helhed. Den gruppeanalytiske metode kan hjælpe til at forstå og forandre forestillinger og kommunikationsmønstre, bevidste og ubevidste, som hindrer udviklingen af en god samarbejdskultur.
Instituttets historie
Gruppeanalytisk Institut i Århus er en uafhængig forening grundlagt i 1991. Instituttets formål er samarbejde, erfaringsudveksling og
-udvikling med henblik på at udbyde relevant uddannelse i psykoterapi og konsultation udfra den gruppeanalytiske tænkning og metode. Derudover informerer vi om gruppeanalysen gennem kurser og seminarer.
Institut for Gruppeanalyse har siden 1991 udbudt gruppeanalytiske uddannelser, i første
omgang en 1-årig træning og en 3-årig terapeutuddannelse. I 2001 tilkom en 3-årig
organisatorisk linje, som hvert år er blevet udbygget og har fået tiltagende søgning.
Vor erfaring fra den 3-årige terapeutuddannelse har været, at mange kandidater havde brug for mere tid til at etablere og få supervision på grupper drevet efter gruppeanalytiske principper, ligesom flere har efterspurgt mere egenterapi. Endelig er det Instituttets ønske, at bringe terapeutuddannelsens omfang i overensstemmelse med europæiske standarder for diplomuddannelser i psykoterapi. For at imødekomme disse ønsker og behov udbydes derfor tre opdaterede og udvidede uddannelser med start fra efteråret 2008: En 4-årig diplomuddannelse i gruppeanalyse, en 2-årig uddannelse i gruppepsykoterapi og en 3-årig uddannelse i organisationsanalyse. Samtidig ophører de gamle uddannelser i deres hidtidige form.
Instituttets netværk
American Group Psychotherapy Association (AGPA)
EFPP – European Federation for Psychoanalytic Psychotherapy in the Public Sector
EGATIN – European Group Analytic Training Institutions Network
FPAP – Fællesforeningen for Psykoanalytiske og Analytiske Terapier i Danmark
IAGP – International Association of Group Psychotherapy
IGA København
IGA London
IGA Oslo
IGA Sverige
ISPSO – International Society for the Psychoanalytic Study of Organisation
GASI Group-Analytic Society International
Matrix – Nordisk Tidsskrift for Psykoterapi
OPUS – Organisation for Promotion Understanding of Society
The Journal – Group Analysis
Tak til E. Knutsen Psykiatri for sponsoratet af websiden i 2022